Holger Juul Hansens smertefulde år: Opereret igen
Året var bare tre dage gammelt, da den folkekære skuespiller faldt på et isglat fortov, brækkede tre ribben og slog sit højre knæ ganske forfærdeligt. Nu har Holger Juul Hansen så været under kniven og har fået et helt nyt knæ i stedet for den halvprotese, han havde i forvejen.
- Operationen er gået strålende, men det er en større omgang at komme igennem, og det er klart, at i min alder tager det længere tid at komme ovenpå, end det gjorde for tyve år siden. Jeg døjer med stærke smerter, for jeg kan ikke tåle morfin, og Ipren forslår jo som en skrædder i helvede.
Men jeg bider tænderne sammen og træner knæet det bedste, jeg har lært. Det er jo den eneste vej fremad, lyder det målrettet fra patienten, som bliver passet og plejet af hustruen Inge i parrets hjem på Bispebjerg.
- Hun er en fantastisk støtte, og jeg er lykkelig for at komme op at gå igen. Mit andet knæ har det heldigvis rimeligt, og jeg klapper det hver eneste dag og takker det for, at det holder. Jeg trives nu engang bedst med at være i gang, fastslår Holger Juul Hansen.