Gråbøl og Forbrydelsen forbigået
Anden gang blev ikke lykkens gang for Forbrydelsen, da der i nat var Emmy-uddeling i New York. Samtidig måtte også Sofie Gråbøl se sig slået på stregen af den britiske skuespillerinde Lucu Chu. Begge var nomineret i kategorien Bedste kvindelige skuespillerinde.
"Jeg havde forventet, at den engelske skuespillerinde vandt. Hun er enormt dygtig og det var en meget emotionel præstation. Jeg kan da godt forstå, hvis den sure dame i striksweateren ikke har den samme appel," sagde Sofie Gråbøl efterfølgende til Berlingske Tidende.
DR's dramachef tog også nederlaget pænt og mente, at Forbrydelsen blev slået af en værdig modstander: "Og vi kommer tilbage. Jeg er sikker på, at "Livvagterne", der får premiere nytårsdag, også bliver Emmy-nomineret og skaber international interesse," udtalte Ingolf Gabold til avisen.