Frederik Fetterlein ansat hos britisk smykkefirma
Den 43-årige tidligere professionelle tennisspiller Frederik Fetterlein har efterhånden gjort sig mange forskellige erfaringer på jobfronten, blandt andet som forfatter, bartender og DJ, men nu kan han afsløre, at han har fået job som PR-manager.
Det skriver Ekstra Bladet.
Det er det engelske smykkefirma Sand Group, der har ansat Frederik Fetterlein.
- Jeg skal blandt andet arrangere deres promotion under London Fashion Week. Og så er jeg ellers deres PR-mand udadtil, der skal skabe opmærksomhed og kontakter, ligesom jeg skal arrangere events. Og så kommer jeg også til at stå for kontakten til alle de sportsfolk, som Sand Group har som kunder, og det passer mig jo rigtig godt, fortæller den tidligere tennisspiller.
Blandt de mange glimrende varer, firmaet sælger, er blandt andet kostbare diamanter.
- De er virkelig flotte. Mange af dem koster jo over ti millioner kroner, fortæller Frederik Fetterlein, der allerede har været tre uger på sin nye arbejdsplads.
- Jeg skal lige falde til, men jeg har virkelig travlt. Jeg svarer på sindssygt mange mails hver dag, siger han til avisen og oplyser også, at han er nødt til at pendle mellem London og København for at se sønnen Sean, og at jobbet også indebærer forretningsrejser til storbyer som Miami og Paris:
- Jeg har fået stillet en lejlighed i London til rådighed, som jeg skal bo i, når jeg er derovre. Hvis jeg ikke havde Sean, så ville jeg formentligt bo i London på fuld tid. Men jeg ser Sean rigtig meget, så når jeg har ham, er jeg hjemme i København, og ellers kan jeg så rejse ud.
Samtidig fortæller den tidligere deltager i TV3’s ”Divaer i junglen” også, at tiden som realitystjerne foreløbigt er et overstået kapitel:
- Ja, det er slut med reality. Jeg kan rigtig godt lide at lave TV, men så skal det være noget mere seriøst, siger han til avisen.