31. aug. 2023
Af Catja Klarskov

Fra toppen af DR-byen: Sådan blev astronaut Andreas Mogensen overrasket i rummet

Andreas Mogensen
Andreas Mogensen
Foto: Martin Høien
Tv-værten Josephine Høgh havde torsdag aften den danske astronaut Andreas Mogensen igennem på en direkte linje. Et interview der endte med en stor overraskelse,

Torsdag aften havde tv-vært Josephine Høgh den danske astronaut, 46-årige Andreas Mogensen, der nu har befundet sig på Den Internationale Rumstation ISS i fire døgn, igennem på en direkte linje.

Her svarede danskeren på spørgsmål fra både journalisten og udvalgte danskere, hvorefter Josephine Høgh afslørede, at de havde en særlig overraskelse til at slutte interviewet af på.

DR havde nemlig sørget for, at rap-gruppen Suspekt stod klar på toppen af DR-byen, og herfra spillede gruppen et direkte nummer for Andreas Mogensen, der befandt sig 400 kilometer oppe i luften.

Suspekt spillede nummeret ”Proletar”, og valget var bestemt ikke tilfældigt.

Ifølge DR havde Andreas Mogensen nemlig gruppen på sin officielle playliste under den knap 30 timers lange rejse til stationen.

Danskerens smil taget i betragtning, lignede det bestemt, at han nød den overraskelse, der var planlagt til ham. I hvert fald svævede han rundt, imens han smilede og svingede med en tøjbamse.

Listen, som Danmarks Radio tog udgangspunkt i, da de planlagde overraskelsen, afslørede eftersigende, at den danske astronaut er glad for amerikansk rap og hiphop fra slut 90’erne og start 00’erne. Det skriver DR i aftenens liveblog.

Grøn Koncert Valby 2022
Rap-gruppen Suspekt - bestående af medlemmerne Emil, Andreas og Rune - til Grøn Koncert i Valby i 2022.
Foto: Mikael Rieck

Andreas Mogensen skal efter planen tilbringe minimum seks måneder på rumstationen.

Læs mere om: