Fodboldstjerne vil banke Morten Ankerdal
Tidligere i år valgte BILLED-BLADETs læsere sportsværten Morten Ankerdal som en af de mest populære TV-værter i Danmark, men det er ikke i alle kredse, at journalisten er populær.
Således afslører fodboldspilleren David Nielsen nu, at han sammen med tre andre spillere fra FC København i 2000 planlagde at gennembanke Morten Ankerdal på vej til eller fra arbejde på TV2. Planerne var så langt, at David Nielsen og de tre andre topspillere - Thomas Rytter, Carsten Hemmingsen og Diego Tur - havde fundet ud af, hvornår TV-værten kom og gik på sin arbejdsplads.
Årsagen til, at Morten Ankerdal skulle gennembankes, var, at han havde lavet et program om doping, og tre FCK-spillere følte sig udstillet i den forbindelse.
Planerne om overfaldet kom FCK-bossen Flemming Østergaard for øre, og han forpurrede spillernes agenda. David Nielsen fastslår dog i sin biografi, at hans lyst til at tæske Morten Ankerdal får frit spil.
- Jeg er glad for, at de ikke gjorde det dengang. Men ellers har jeg ikke rigtig noget at sige. Hvad David Nielsen skriver i sin bog må stå for hans egen regning, siger Morten Ankerdal til Se og Hør.