Viggo Mortensen skal kæmpe om stor filmpris
Viggo Mortensen kommer til at mænge sig med de store Hollywood-stjerner, når han søndag den 8. januar går op ad den røde løber til årets Golden Globe Awards i Beverly Hills.
Den dansk-amerikanske skuespiller er nemlig nomineret til en pris i kategorien ”Bedste mandlige skuespiller i en film” for sin præstation i dramaet ”Captain Fantastic”.
I den anmelderroste film har han hovedrollen som Ben Cash, der bor ude i en skov med sine seks børn, men bliver tvunget til at vende tilbage til det civiliserede samfund.
Viggo Mortensen er overrasket
Viggo Mortensen fik besked om sin nominering i december, mens han var i Spanien.
- Jeg var ved at spise frokost, da jeg fandt ud af det. Jeg fik en mail. Jeg var overrasket, ja, med glædeligt overrasket, fortæller Viggo Mortensen til Los Angeles Times.
Den 58-årige skuespiller fortæller desuden til Vanity Fair, at han har planer om at tage sin 28-årige søn Henry med som ledsager til den fornemme prisfest.
LÆS MERE: Verdensstjernen Viggo Mortensen er i Danmark
Viggo Mortensen nomineret for tredje gang
Viggo Mortensen har to gange tidligere været nomineret til en Golden Globe, først for sin hovedrolle i ”Eastern Promises” i 2008 og senest for sin birolle i ”A Dangerous Method” i 2012.
Nu må tiden vise, om tredje gang er lykkens gang for den dansk-amerikanske stjerneskuespiller. Han skal blandt andet kæmpe mod Denzel Washington og Casey Affleck.
Talkshowværten Jimmy Fallon er vært ved den 74. Golden Globe Awards, der finder sted på Beverly Hilton i Beverly Hills søndag den 8. januar fra kl. 17.00 amerikansk tid – og kl. 2.00 dansk tid.