Viggo Mortensen og to danske film nomineret til Oscar-priser
Danmark har fået fornemme nomineringer til den kommende Oscar-uddeling i Hollywood. Ud over den dansk-amerikanske skuespiller Viggo Mortensen er både spillefilmen "Under Sandet" og kortfilmen "Silent Nights"nomineret.
Viggo Mortensen er nomineret i kategorien Bedste mandlige hovedrolle for sin titelrolle i "Captain Fantastic", hvor han spiller en enlig far til seks børn, som flytter familien fra dens primitive vildmarksparadis ud i det moderne samfund.
Viggo Mortensen var også nomineret til en Golden Globe for den samme rolle.
"Under Sandet" kan blive bedste udenlanske film
Den danske spillefilm "Under Sandet", der er skrevet og instrueret af Martin Zandvliet, er nomineret i kategorien "Bedste udenlandske film. Filmen, der er inspireret af virkelige hændelser, handler om unge, tyske krigsfanger, der efter 1945 blev beordret til at rydde to millioner miner på den jyske vestkyst med deres bare hænder.
Blandt de film, Martin Zandvliet tidligere har instrueret, er den mest kendte nok "Dirch", som vandt en Bodil i 2012. Den handler om Dirch Passers liv og havde Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen.
Dansk kortfilm med i Oscar-opløbet
Den sidste danske nomination går til "Silent Nights, som er nomineret i kategorien "Bedste kortfilm". Den er instrueret af Aske Bang, og det er hans første internationel nominering som instruktør. Filmen fortæller historien om en ung kvinde, der arbejder frivilligt på et herberg og forelsker sig i en illegal immigrant.