Vidste du det om Soldaterkammerater på vagt? Denne scene blev klippet ud
Stjernerne i ”Soldaterkammerater på vagt” skulle på noget af en rejse, da den tredje film i rækken blev optaget tilbage i 1960.
Det er den eneste af filmene, som ikke kun foregår i Danmark. Handlingen udspiller sig nemlig også i Gaza-striben syd for Israel, hvor soldaterne skulle være en del af FN's fredsbevarende styrke.
Det er langt fra en selvfølge, at scener i danske film rent faktisk er optaget der, hvor de foregår.
Men i ”Soldaterkammerater på vagt” blev Klaus Pagh, Paul Hagen, Louis Miehe-Renard, Preben Kaas, Ebbe Langberg og flere af de andre skuespillere sendt til Gaza for at optage filmen.
To udgaver af filmen
Ifølge danskefilm.dk foregik rejsen til Gaza-striben med Italiens-ekspressen til Venedig og derfra med skib til Cairo, hvor der skulle laves nogle optagelser med Lisbet Kurt og den amerikanske tv-stjerne Nora Hayden ved Pyramiderne.
Filmholdet rejste derefter videre til Gaza, hvor nogle af de andre skuespillerne var rejst i forvejen.
Optagelserne fra Gaza blev løbende sendt hjem til Danmark, hvor de skulle godkendes.
De scener, man ser i filmen med flyvepladsen i Gaza, er dog indspillet i Danmark.
Faktisk var der også en scene i ”Soldaterkammerater på vagt”, som blev klippet ud.
Filmen skulle laves i to udgaver – en på dansk og en til det amerikanske marked med titlen ”Operation Camel”.
I den amerikanske udgave er der en scene, som ikke er med i den danske. Her ser man soldaterne få udleveret skarpe patroner, inden de skal ud for at ride på dromedarer i ørkenen.
”Soldaterkammerater på vagt” sendes på TV 2 Charlie mandag den 4. september kl. 21.15.