Stående ovation til Den skaldede frisør
1.500 gallaklædte publikummere i den store festivalsal brød ud i ellevild jubel, da slutscenen i "Den skaldede frisør" klingede ud. De rejste sig og klappede taktfast af holdet bag den danske film, som efter verdenspremieren i Venedig tegner til at blive en kæmpesucces.
Trine Dyrholm har taget alle med storm de seneste dage, og ikke et øje var tørt, da hendes medspiller Pierce Brosnan under klapsalverne kindkyssede hende i et intimt og bevæget øjeblik. Hun så fantastisk ud i sin hvide Jesper Høvring-kjole og levede fuldstændig op til billedet af den internationale filmstjerne, som hun ifølge Pierce Brosnan har alle muligheder for at blive.
Filmens instruktør var overvældet over modtagelsen og kunne glæde sig over, at historien om den kræftramte frisør i livskrise, der finder lykken og Pierce Brosnan i Italien, gik rent hjem hos de 1.500 i salen. Der blev grinet og grædt de rigtige steder, og bagefter eksploderede salen i begejstring.