Ny Elvis-film er til debat: Nu reagerer Priscilla Presley på kritikken
Det er ikke længe siden, at en film om Elvis Presley havde premiere.
Biograffilmen ”Elvis” af Baz Luhrmann med blandt andre Austin Butler og Tom Hanks blev et stort hit, der sikrede hovedrollen Austin Butler flere nomineringer til store priser.
Nu er endnu en film om kongen af rock and roll klar.
På Venedig Film Festival blev Sofia Coppolas film ”Priscilla” vist til stor begejstring for anmelderne.
Filmen er baseret på Priscilla Presleys memoir ”Elvis and me”, der handler om hendes forhold til Elvis Presley.
Anmeldere har efterfølgende beskrevet, hvordan Sofia Coppola portrættere forholdet mellem den 24-årige Elvis Presley og den kun 14-årige Priscilla Beaulieu.
Flere af dem påpeger at filmen viser den mere dystre side af et forhold, hvor Elvis Presley på mange måder havde magten over hende, fordi der var en stor aldersforskel.
Det har fået en lang række medier til at tage netop den konflikt op.
Siden har Priscilla Presley kommenteret på konflikten.
For ifølge Variety var det ikke meningen, at hun skulle være en del af pressekonferencen, hvor Sofia Coppola og de medvirkende fik stillet spørgsmål om filmen.
Alligevel tog Priscilla Presley ordet, da snakken faldt på, om der var en skævvridning i deres forhold, som hendes forældre som udgangspunkt accepterede.
- Det var meget svært for mine forældre at forstå, at Elvis var interesseret i mig og hvorfor. Og jeg tror, at det er mere, fordi jeg er en god lytter. Elvis lettede sit hjerte over for mig på alle måder i Tyskland: hans frygt, hans håb og tabet af hans mor, som han aldrig kom over. Og jeg var den person, som virkelig, virkelig lyttede til ham. Det var vores forbindelse, fortæller hun og fortsætter:
- Selv om jeg var 14 år, var jeg på en måde mere livsklog. Det var attraktionen mellem os. Folk tror, at det var det seksuelle, men det var det ikke. Jeg havde ikke sex med ham. Han var meget sød, venlig og elskelig, Han respekterede, at jeg kun var 14 år gammel. Vi var mere på bølgelængde mentalt. Det var sådan vores forhold var.
Priscilla Presley har ytret, at hun synes, Sofia Coppola har lavet en god film, om end hun synes, det er underligt at se sit eget liv blæst op på et stort lærred.
Elvis Presley og Priscilla Presley dannede par fra 1959 og frem til deres skilsmisse i 1972. De fik datteren Lisa Marie Presley, som døde pludseligt i januar.