Nikolaj Coster-Waldau fik sit gennembrud i Nattevagten, men rollen var nær gået til en anden skuespiller
Danskerne er den sidste tid valfartet i biografen for at se ”Nattevagten – Dæmoner går i arv”, der havde premiere den 13. december sidste år.
Gyserfilmen er efterfølgeren til instruktør Ole Bornedals kultklassiker ”Nattevagten” fra 1994, og for begge spillefilm gælder det, at den danske skuespiller Nikolaj Coster-Waldaus navn er at finde på rollelisten.
”Nattevagten” blev den dengang blot 24-årige skuespiller Nikolaj Coster-Waldaus store gennembrud, men i podcasten ”Den varme biografstol”, der udgives af kino.dk, afslører filmenes instruktør Ole Bornedal, at rollen nemt kunne være gået til en anden, ung dansk skuespiller.
– Søren Malling var i øvrigt også til casting på det tidspunkt. Så det var sådan nogle unge mænd der. Men Nikolaj havde en særlig replik-behandling, som var meget sjælden, nemlig at han sagde replikken, og så tænkte han først over den bagefter, og det giver sådan et nærvær, fortæller Ole Bornedal i podcasten om sit valg af skuespiller til hovedrollen.
I efterfølgeren er både Nikolaj Coster-Waldau, Ulf Pilgaard og Kim Bodnia tilbage på det store lærred i ”Nattevagten”-universet, men der er bestemt også nye, store navne.
Den unge skuespillerinde Fanny Bornedal, spiller i efterfølgeren Martin (Nikolaj Coster-Waldau) og Kalinkas (Sofie Gråbøl) datter, der – ligesom sin far – får job som nattevagt i kælderen under retsmedicinsk afdeling, hvor skræk, gru og rædsler atter hjemsøger.
”Nattevagten – Dæmoner går i arv” kan fortsat ses i biograferne, ligesom spillefilmen fra 1994 bliver sendt onsdag klokken 20:00 DR2.
Du kan lytte til hele podcasten her.