Modige Camilla Ottesen hilste på tre meter lang tigerpyton i biografen
Den tredje af Manu Sareens populære børnebogsserie om Iqbal er netop blevet filmatiseret, og filmen med titlen "Iqbal & den indiske juvel" havde premiere for de morgenfriske tidligt søndag morgen i Imperial i København.
Og hvis nogle gæster ankom lidt trætte til den røde løber, så fik de hurtigt spærret øjnene op. Til at modtage dem var nemlig en tre meter lang tigerpyton, som var udlånt fra Krokodille Zoo på Falster.
Mange holdt sig i behørig afstand af den lange kvælerslange, men en del børn var nu alligevel henne og forsigtigt røre ved slangen.
Anderledes var det med TV-værten Camilla Ottesen, der er vært på TV3's boligprogram "Huskøb i blinde".
Hun imponerede i hvert fald sine børn, Viola og Viggo, ganske meget, da hun fik den lange slange lagt om halsen, omend det virkede, som om Camilla nærmest ikke trak vejret i det lille minut, slangen snoede sig om hendes hals.