Mille Dinesen: Det fylder at blive 50
Mille Dinesen er netop fyldt 50 år, og samtidig er hun filmaktuel i komedien "Jagtsæson 2: I medgang og modgang". Det sidste er noget sjovere end det første, synes hun.
- Jeg kan mærke, at det fylder mere i mig at blive 50, end da jeg blev 49. Selvfølgelig. Det er jo et skarpt hjørne. Jeg tænker mere over det og kan slet ikke greje, at jeg er 50, for sådan føler jeg mig jo ikke indeni. Men så går jeg forbi et butiksvindue og opdager, okay, det er jeg så alligevel. Ligesom når man møder nogen fra sin folkeskole og tænker, Guud!, hvor ser han gammel ud. Så går man hjem og kigger sig selv i spejlet og opdager, at det gør man også selv. Livet har sat sine spor, men heldigvis er mange af dem fine og fyldt med erfaring, siger hun.
Når Mille Dinesen har det en smule stramt med de 50 år, hænger det også sammen med, at hun efter års forgæves forsøg blev mor i en sen alder som 45-årig. Hun er delemor og elsker sin søn, Eddie på fem år, overalt på jorden, men kan også indimellem mærke ensomheden.
Hun føler sig ikke i sync med vennekredsen, hvis børn efterhånden er teenagere, og hun kan derfor ikke på samme måde som vennerne slå sig løs og mødes spontant.
Læs interview med Mille Dinesen i BILLED-BLADET, der kan købes fra torsdag den 21. marts.