Mette Lisby: ”Jagten” er en vigtig film
Mette Lisby og Jesper Bæhrenz er fornylig vendt hjem til deres bopæl i Los Angeles, efter at hun afsluttede en Danmarksturné med sit standup-show. De var gæster ved en reception for den danske Oscar-delegation, hvor Mette Lisby dryssede store roser over Oscar-kandidaten ”Jagten”.
- Det er en rigtig god film. Det var sjovt at se den sammen med et amerikansk publikum i en amerikansk biograf. De kunne godt lide den, men der gik altså et sus gennem salen flere gange, fortæller hun om oplevelsen.
Amerikanerne er ikke vant til at se spillefilm, der åbent konfronterer hysteriet i kølvandet på falske pædafoli-anklager mod en mandlig børnehavepædagog.
- Det er en vigtig film i disse tider, hvor folk har så nemt ved at dømme om ting, de ikke kender til bunds, siger Mette Lisby, som fryder sig over pludselig at være omgivet af danskere i sin nye hjemby.
- Det er jo sjovt og hyggeligt, at alle er her. Vi har været med til flere arrangementer i forbindelse med Oscar-uddelingen. Vi var ellers lige kommet tilbage fra turneen i Danmark og skal til at starte det hele herovre op igen. Vores partner har taget sig af vore forretninger, mens vi har været hjemme, fortæller Mette Lisby, som sammen med sin mand driver en blandet landhandel med udvikling af alt fra TV-koncepter til brædtspil.
- Om jeg tror, ”Jagten” kan vinde? Det tror jeg sagtens, den kan. Jeg håber det i hvert fald, smiler hun.-