Maibritt Saerens: At blive mor har ramt mig hårdt
- Jeg har jo aldrig gået rundt med et brændende ønske om at få børn, og jeg har aldrig kigget misundeligt og langt efter barnevogne. Men at få Annabelle og Roberto har ramt mig så hårdt i nakken. Det havde jeg aldrig troet, fortæller Maibritt, mens hun langsomt bliver fugtig i den underste del af øjnene. Og med ankomsten af tvillingerne kom også tanker, som før fyldte betydeligt mindre i Maibritts liv.
- Pludselig er jeg blevet optaget af døden. Det er kommet, efter at jeg har fået børn. Døden bekymrede mig ikke før, men nu har jeg fået to små størrelser, som ikke kan klare sig selv. Der er kun mig (og min kæreste) til at tage sig af dem. Det er lidt skræmmende.
Skræmmende er næppe ordet, som Maibritt vil bruge om sin kærestes andel i dobbeltlykken. Han har tilsyneladende klaret opgaven til ug med kryds og slange.
- Det er skønt at se, hvordan Bent klarer de to. At få tvillinger er virkelig ikke et job for enlige, siger Maibritt og sender en kærlig tanke til skuespillerkollegaen og veninden Mia Lyhne, som ni måneder før Maibritt også blev mor til tvillinger.
- Så jeg beundrer dem, der er alene om hele arbejdet, siger hun.