Lars Mikkelsen: Jeg var tæt på at gå i stykker
- Jeg var simpelthen nødt til at skære ned, for ellers var jeg gået i stykker.
Lars Mikkelsen spiller politiinspektøren Magnus Bisgaard i TV 2's "Den som dræber". Manden med den kølige facade og til tider faderlige omsorg over for Katrine Ries Jensen (Laura Bach) og kollegerne i den særlige enhed under Københavns Politi.
- Bisgaard er en rigtig chef, som vi vist alle kender, og det har været skægt for mig at spille den figur. Han er antagonisten, som lægger pres på de andre. Det har været interessant at finde ud af, hvor mange menneskelige strenge jeg kunne få ud af ham, forklarer Lars om rollen.
Ikke jaloux på Mads Mikkelsen
Lars og den 16 måneder yngre bror Mads Mikkelsen har begge succes som skuespillere og har ikke følt jalousi, når det gjaldt arbejdsopgaverne.
- Jeg har fået det spørgsmål mange gange, og tingene har ikke ændret sig i vores forhold igennem årene. Vi har altid været kærlige over for hinanden og undt hinanden det allerbedste. Vi har arbejdet og eksisteret inden for hver vores ramme, hvor min har været TV og teatret, og heldigvis har vi været forskånet for at gå hinanden i bedene.
Lars har spottet, at der er skuespillergener i sønnerne Lue og Thor. Lue har allerede lagt stemme til nogle Walt Disney-tegnefilm, en genre, som hans forældre også har gjort sig i.
Sønnerne i fars fodspor
- Ja, de vil begge gerne gå den vej, men nu må vi se, om det blot er drengedrømme. Hvis de vælger det erhverv, vil jeg støtte dem, men de er så unge og kan nå at tænke mange tanker endnu. Jeg vil gerne give dem muligheden for at vælge selv og finde den rigtige vej, siger Lars, der i Lue har fået en teenager i huset.
- Han er blevet et voksent menneske lige pludselig, og snakken mellem os går på en anden måde. Han er en klog og en god dreng, så jeg har ikke nogle teenage-problemer med ham.
Lars er blevet 46 og har kendt Anette i 24 år.
- Vi kan næsten fejre sølvbryllup. Det er da godt gået. Tror du, vi får en medalje? Vi har været heldige, at vi elsker hinanden. Jeg tror ikke, at der er så meget fikumdik ved det, siger Lars, inden han forsvinder ud i det københavnske gadeliv.