Karen-Lise Mynster: Sorgløs ungdom med orangefarvet knallert og fåreskindspels

Karen-Lise Mynster er født i 1952 og begyndte på Statens Teaterskole i København som 20-årig, lige efter at hun havde taget musiksproglig studentereksamen fra Birkerød Statsskole.

– Jeg havde, synes jeg, en meget sorgløs ungdom. Jeg boede i København, og jeg kom med i hippiebevægelsen som benjamin. Med orangefarvet knallert og fåreskindspels og hennafarvet hår, som uniformen jo var dengang. Det var nogle gode år, hvor der hele tiden var en mening med galskaben. Og det skal der være. Det har altid været meget vigtigt for mig.

Mille Dinesen ville handle ind i nattøj, hvis hun kunne – læs på søndag.dk hvorfor

Naivitet

Der er et særligt stærkt og ikke mindst vidende lys i hendes øjne, og det synes at have været der så længe i hendes karriere, at det er svært at forestille sig hende som ungdommeligt naiv.

Men når hun tænker tilbage på sig selv som ung, dukker ordet "naivitet" op om den Karen-Lise Mynster, der i 70’erne tog sin uddannelse, brød igennem som Eliza i "My Fair Lady" på Det Danske Teater i 1978 og ved siden af rollerne på de etablerede teatre engagerede sig i politisk kunst.

Lis Sørensen er ikke misundelig på ungdommen i dag! Læs hvorfor på søndag.dk

Det har livet lært mig

Dengang i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne var mange kunstnere politisk engagerede.

Verden er en anden i dag, hvor det for længst har vist sig, at den kommunistiske tankegang ikke kan udføres i praksis:

– Når man prøver, går det jo beviseligt galt. Tænk bare på Mao og Stalin, de lede karle. Vi blomsterbørn havde dengang en naivitet. Selve tanken om lige fordeling af værdier fejlede jo ikke noget. Men man kan sige, at man altid skal kende tingene rigtig godt, før man mener noget om dem. Det har livet lært mig: Man skal sætte sig ind i tingene.

Handler om at være til og være sammen

Det er nemt nok at have en mening om alt muligt.

Men, som Karen-Lise Mynster siger det på en anden måde, så kan to mennesker have vidt forskellige opfattelser af, hvad sandhed er.

Derfor må man i det mindste prøve at dygtiggøre sig, inden man beslutter, hvad man mener:

– De fleste snakker om alle mulige ting, vi dybest set ikke ved noget om. Det gør heller ikke noget. Vi skal bare vide, at vi ikke ved noget om det.

Noget af det fine ved hippiebevægelsen var, siger hun, at den gik ud på, at mennesker bare skal være til:

– Det handlede ikke så meget om at se ud, om at være på en bestemt måde, om at have de store biler i garagen eller de store stillinger. Det handlede mest om bare at være til og om at være sammen.