Hollywood-stjerne anbefalede Zlatko Buric til rolle
Det er ikke kun Mads Mikkelsen og Ulrich Thomsen, der klarer sig godt i Hollywood. Også den tidligere frontfigur for Tuborg og 'TAXA'-skuespiller Zlatko Buric er godt med. Han har nemlig klemt sig ind i den nye katastrofefilm '2012', der instrueres af manden bag blandt andre 'Independence Day'.
"Jeg valgte Zlatko til rollen, fordi han er en helt utrolig skuespiller. Jeg så ham første gang i 'Dirty Pretty Things', hvor han var formidabel, og jeg tænkte dengang, hvem er den fyr? Vi ledte forgæves efter folk til rollen i Rusland og andre steder, men så foreslog John Cusack pludselig: 'Hvad med ham Zlatko Buric fra 'Dirty Pretty Things''?," forklarer instruktør Roland Emmerich i Ekstra Bladet.
Og det danske publikum kan glæde sig til at se '2012', for Zlatko har fået en del kameratid: "Zlatko har en stor, god rolle. Det er en af de bedste karakterer i filmen. Han er både alvorlig og sjov. Og han gør det virkelig godt," fastslår instruktøren i avisen.