Holger Juul Hansen har det bedre
Holger Juul Hansen, der spiller bankdirektør Varnæs i "Matador", har haft nogle hårde måneder med hospitalsindlæggelser, men nu ser det ud til at lysne for den 88-årige skuespiller.
Det fortæller hans kone Inge Juul Hansen til avisen BT:
- Holger har det væsentligt bedre nu. Han er oppe at gå flere gange om dagen, vi tager nogle gode lange ture på hospitalsgangen, og fredag var han i motionscentret for første gang, så nu ser det ud til, at vi snart kan komme hjem.
Hun har været ved hans side hele vejen og lægger ikke skjul på, at det har været en hård omgang:
- Det har været en meget hård nyser. Mit livs værste mareridt. Det har trukket tænder ud. Men det har jeg jo selv valgt. Vi har været helt derude, hvor kragerne vender, men sådan er det vel, når man har været tæt på at miste hinanden, siger Inge Juul Hansen til BT.