Harald Nielsen smeltede hjerter i Far til fire – men hans stemme var en anden skuespillers
I løbet af december bringer vi BILLED-BLADETs nostalgiske julekalender, hvor vi hver dag frem til juleaften pakker en historie ud fra dansk underholdnings både glamourøse og brogede fortid. Vi dykker ned i filmklassikerens finurlige detaljer, de glemte skæbner og giver et gensyn med datidens helt store skuespillere.
I 1961 blev der igen spillet op i ”Far til fire”. Denne gang med under titlen ”med fuld musik”.
Det er dog ikke kun instrumenterne, der kommer på banen i den ottende film i rækken om den livsglade familie. Lille Per begynder til fodbold, og vi bliver introduceret for fodboldtræneren Mister.
Rollen, der smeltede hjerter på film – og mon ikke også i landets biografer – spilles af en af datidens største fodboldstjerner Harald Nielsen, også kendt som Guld-Harald.
Men det er primært Harald Nielsens skikkelse, der medvirker i filmen. Stemmen er en andens.
Med undtagelse af enkelte replikker og udråb er det ”Far til fire”-koryfæet Ib Mossin, der er fodboldtrænerens stemme.
I samme film har Ib Mossin rollen som Peter. En rolle som han spillede i de otte filmklassikere og som udvikler sig fra kæk student til piberygende læge, der får sunget sig ind i Søs’ hjerte.
I de fleste film spiller han over for Birgitte Price i rollen som Søs, men i ”Far til fire med fuld musik” er det Hanne Borchsenius, han har fornøjelsen af.
Rollen som Mie blev naturligvis spillet af Rudi Nielsen, der på daværende tidspunkt hed Hansen. Det lavede filmmødet med fodboldhelten dog om på.
I virkeligheden såvel som på film forelskede Rudi og Harald sig i hinanden. De nåede at få 55 år sammen, inden Harald Nielsen gik bort i 2015.
Ib Mossin gik bort i 2004.