En Kongelig Affære indstillet til Golden Globe
En Kongelig Affære går sin sejrsgang verden over og er nu også med i opløbet om at vinde en Golden Globe, USA's næstfineste filmpris efter Oscaren, i kategorien bedste udenlandske film.
Nikolaj Arcel, der har instrueret filmen En Kongelig Affære, har dog ikke den store tiltro til, at han kan vinde med sit trekantsdrama omkring kong Christian 7., dronning Caroline Mathilde og livlægen Struensee, som bliver spillet af Mads Mikkelsen.
- Golden Globe er en af de allerstørste priser. Det er vanvittig spændende og sjovt at blive nomineret. Men jeg tror ikke, mine chancer for at vinde er store. Jeg tror faktisk, at de er lig nul, siger Nikolaj Arcel til Ekstra Bladet.
Det er især konkurrencen fra den østrigske instruktør Michael Hanekes film "Amour", han frygter. Den har i 2012 vundet stort set alt, hvad der er at vinde af filmpriser rundt omkring i verden.
- Det er en fantastisk film, og den kommer også til at vinde Golden Globe. Så jeg er ikke nervøs. Jeg føler allerede, jeg har vundet, fordi jeg overhovedet kom med blandt de fem, der er nomineret, siger Nikolaj Arcel til Ekstra Bladet.