Det har hun ikke prøvet før: Oh Land scorer vildt nyt job
Oh Land har gennem mange år været en kendt sangerinde, og Nanna Øland Fabricius, som er hendes borgerlige navn, har også hittet i udlandet.
Det er dog en noget anden genre, som den 36-årige musiker nu har kastet sig ud i.
Oh Lands Første hovedrolle
Oh Land har nemlig scoret hovedrollen i det stort anlagte sci-fi-kærlighedsdrama ”FOR EVIGT”.
- Det er ikke min skuespildebut, men det bliver en kæmpe udfordring, fordi der er meget, jeg skal lære, fortalte Oh Land i slutningen af februar til BILLED-BLADET om arbejdet med filmen.
- Jeg sidder og terper lige for tiden, men jeg skal heldigvis også bruge det med, at jeg kan synge i filmen, sagde hun videre.
Oh Land debuterede som skuespiller tilbage i 2014 i westernfilmen ”Salvation”, hvor hun spillede over for blandt andre Mads Mikkelsen.
Hendes medvirken i ”FOR EVIGT” bliver dog hendes første hovedrolle, og hun skal spille over for blandt andre Simon Sears, der er kendt fra blandt andet ”Herrens Veje” og ”Shorta”.
De to og det øvrige cast er i disse uger i gang med optagelserne til filmen, der foregår i Aarhus, Bergen og i Island.
Kærlighed og sci-fi
”FOR EVIGT” er en bevægende kærlighedshistorie og et nervepirrende sci-fi-drama på tværs af tid og rum – oppe på landjorden og i et klaustrofobisk ubådsmørke nede i dybet.
Det er Ulaa Salim, der også stod bag den anmelderroste ”Danmarks Sønner”, der både har skrevet og instruerer den nye film.
Foruden Oh Land og Simon Sears medvirker blandt andre også Anna Søgaard Frandsen, Viktor Hjelmsøe, Magnus Krepper, Halldóra Geirhardsdóttir, Zaki Youssef, Morten Holst og Iselin Shumba.
Der er premiere på ”FOR EVIGT” 3. august næste år.
Man kan læse mere om filmen handling herunder.
Et voldsomt jordskælv forårsager en mystisk Sprække i havbunden flere kilometer under Atlanterhavets overflade. Det enestående naturfænomen accelererer de globale klimaforandringer dramatisk og er en mulig trussel mod menneskeheden. Langt derfra, et sted i Danmark, slår det alvorlige gnister mellem unge Elias og Anita.
De to forelsker sig i hinanden, og et passioneret kærlighedsforhold tager sin begyndelse, men også sin ende med tiden. I voksenlivet tildeles Elias en nøglerolle på det internationale hold af videnskabsfolk og klimaforskere, der skal lukke Sprækken på bunden af havet. Men da han møder Anita igen, står han ansigt til ansigt med det liv han valgte fra og må spørge sig selv: Kan man vælge sin egen skæbne?