Det er en drøm for Afshin Firouzi at spille med i elsket filmserie, men det har givet ham bekymringer
I september blev de første billeder delt fra optagelserne til den nye filmatisering af Jussi Adler Olsen-bogen ”Den Grænseløse”.
Her kom det frem, at Carl Mørcks makker Assad igen skal spilles af en ny skuespiller.
Det er 42-årige Afshin Firouzi, der spiller karakteren i den nye film, hvis optagelser blev afsluttet i slutningen af 2022.
For ham var det en drøm, der gik i opfyldelse at overtage rollen.
- Det er en kæmpedrøm. Jeg har altid synes, det er et fantastisk univers. Det er et megafedt franchise og nogle fede bøger. Dygtige skuespillere. Spændende historier. For mig at blive en del af det, er jo meget mere, end hvad jeg nogensinde kunne drømme om, og hvad jeg ville elske at lave, fortæller han til BILLED-BLADET, der møder ham til en frokost for de Robert-nominerede, hvor han er der i kraft af rollen, han spillede i TV 2-serien ”Dag & Nat”.
Men rollen i Afdeling Q-filmen, der stadig har Ulrich Thomsen i hovedrollen som Carl Mørck, har også givet enkelte panderynker for skuespilleren.
Assad blev i de første film spillet af svenske Fares Fares, mens Zaki Youssef overtog rollen i den seneste film.
Det er store sko, Afshin Firouzi skal udfylde og på samme tid gøre det på sin egen måde.
- Det er der, hvor det bliver lidt sværere at forholde sig til, fordi man begynder hele tiden at tænke: ”Skal jeg gøre det, som de har gjort det?”. For de har gjort det virkelig godt Fares Fares og Zaki i Assad-karakteren, så der er da tanker om, hvad jeg gør herfra. Men jeg går altid lidt tilbage, for jeg kan godt lide bøgerne og historierne, og så må jeg gå ind og give det, det jeg ser, det kunne have behov for, fortæller han.
”Den Grænseløse” står lige nu til at have premiere i starten af 2024.