Den danske filmklassiker Martha fejret i Svendborg
"Martha" - den gamle danske film fra 1967, der bl.a. har dronning Margrethe blandt sine største fans - blev lørdag behørigt fejret i Svendborg.
250 gæster samlede sig i byens lokale biograf for at se filmen og recitere replikkerne.
Det har været en årlig tradition siden 1994, hvor restauratør Launy Lindahl åbnede sin "Martha"-stue på restaurant Børsen.
Her er der samlet billeder og effekter fra filmen, og her festede et større selskab klædt ud som de kendte karakterer fra filmen.
I filmen blev rollerne indtaget af bl.a Poul Reichhardt og Karl Stegger.
Og sidstnævnte står faktisk på kongeskibet i form af en bronzefigur skænket af Launy Lindahl.
Der er meget "Martha" på kongeskibet også.
- F.eks afgiver det ofte et trut i hornet for "Martha", når vi sejler ud, fortalte Daniel Dencker fra Helsingørs "Martha Laug", der tidligere har været gast på kongeskibet, og som var med til at fejre den stadig populære film i biffen i Svendborg.