Bille August accepterer ikke utroskab
Bille August fortalte for nylig i et stort interview i BILLED-BLADET, at han føler, han har været i transit hele sit liv, men nu er kommet hjem og faldet til ro sammen med hustruen Sara-Marie Maltha.
Parret har kendt hinanden i 11 år, men blev først gift for nylig, og til januar skal Sara-Marie føde Bille Augusts barn nummer otte.
Til Ekstra Bladet fortæller Bille August, at han og Sara-Marie har aftalt at passe på hinanden og undgå at havne i situationer, som kunne føre til utroskab.
- Utroskab er uacceptabelt. Jeg vil i hvert fald ikke acceptere det. Et forhold bygger på tillid. Hvis man bryder den, bringer man sig selv og sin ægtefælle i en frygtelig situation. Det er tarveligt, siger Bille August til Ekstra Bladet - og tilføjer:
- I min branche opstår der tit situationer i forhold til skuespillere, som kan forveksles med intimitet. Jeg faldt selv for det i mine yngre dage.
Nu oplever 63-årige Bille August at være faldet til ro i dyb kærlighed.
- Det er som ying og yang.