Anders W. Berthelsen tilbage på rollelisten: Populær dansk film får efterfølger efter 19 år
For 19 år siden udkom den første film i Niels Krause-Kjærs fortælling om journalisten Ulrik Torp.
”Kongekabale” tog alle med storm i 2004. Den blev set af over 550.000 i biografen og vandt flere store priser herhjemme.
Og nu er der altså godt nyt til dem, der elskede ”Kongekabale”.
Mandag er optagelserne til efterfølgeren nemlig startet.
Den hedder ”Mørkeland”, og er baseret på bogen af sammen navn skrevet af Niels Krause-Kjær. Det skriver SF Studios i en pressemeddelelse.
- ”Mørkeland” er en ny fortælling om Ulrik Torp, sat en hel generation efter vi forlod ham som ung graverjournalist med livet og karrieren foran sig. Siden er 20 år gået, Torp er blevet voksen og gråsprængt, og karrieren er blevet skiftet ud med arbejdsløshed og midtvejskrise. Fra det ståsted havner han i midten af en ny politisk konspiration, som rejser spørgsmålet, om vi kan acceptere manipulation med demokratiet, når manipulationen har til hensigt at redde det.”, siger instruktør Mikkel Serup i pressemeddelelsen.
Og man behøver altså ikke at have set ”Kongekabale” for at kunne se ”Mørkeland”.
I pressemeddelelsen skriver de nemlig, at den kun er en efterfølger for dem, som ønsker at se den sådan. Men som historie står den alene, og er både en aktuel og hæsblæsende politisk thriller.
Har man alligevel set ”Kongekabale” kan man glæde sig over, at Anders W. Berthelsen vender tilbage i rollen som journalist Ulrik Torp, men han er ikke den eneste genganger fra den første film.
Også Nicolas Bro og Charlotte Munck vender tilbage, mens der naturligvis også er nye skuespillere med på rollelisten.
Af de mere erfarne skuespillere finder man Lene Maria Christensen og Tommy Kenter, mens nye talenter som Sofie Nolsøe, Mathilde Arcel Fock og Mohamed Djeziri også har fået roller i ”Mørkeland”.
Premieredatoen for ”Mørkeland” er endnu ikke fastsat.