Færdig i Løvens Hule: Her er Mia Wagners nye job
Det blev tidligere på ugen afsløret, at den kommende sæson af ”Løvens Hule” bliver uden Mia Wagner.
Tirsdag den 15. november forklarede hun sin beslutning og lovede samtidig, at der var nye projekter på vej.
Og allerede nu bliver der løftet sløret for, hvad det indebærer.
På LinkedIn skriver Brian Mikkelsen nemlig, at Mia Wagner er blevet tildelt en post som bestyrelsesmedlem i Dansk Erhvervs bestyrelse.
I opslaget skriver direktøren i Dansk Erhverv, at han er ”utrolig glad” for, at den tidligere løvinde har takket ja til bestyrelsesposten.
Den tidligere økonomi- og erhvervsminister skriver samtidig, at Mia Wagners ekspertise kan bidrage til en stærkere iværksætterkultur i fremtiden.
Udover forretningskvinden, der er medstifter af Nordic Female Founders, forlader også Jan Lehrmann programmet som investor.
Når DR-programmet vender tilbage til skærmen, bliver det Louise Herping og Anne Stampe Olsen, der tiltræder som løvinder. De får selskab af Jesper Buch, Christian Arnstedt og Jacob Risgaard, der alle vender tilbage.