Eva Jørgensen nød ferie uden udgifter
Eva Jørgensen har allerede nydt sommerferien med en tur til Rhodos sammen med sin lille søn og en af sine brødre og hans familie. Og dagene sydpå var en stor succes for den tidligere DR-vært, for rejsen var med fuld pension og alt inkluderet.
"Dermed gentog vi succesen fra sidste år, hvor vi var på en lignende tur i Tyrkiet efter samme model. Og hvor vi ellers ihærdigt prøvede at overbevise os selv om, at det 'mest var for børnenes skyld'. Lidt rygsækturist er der vel stadig i en! Men det var faktisk rart ikke at skulle have pengepungen op af badebukserne en eneste gang!" indrømmer Eva Jørgensen i Familie Journal.
"Nu og her har vi taget hul på den del af ferien, der foregår herhjemme. En vigtig begivenhed har naturligvis været Elias' fireårsfødselsdag. Nu er han efterhånden blevet så stor, at han udmærket forstår, hvad det begreb dækker over!" fortæller Eva til Familie Journal.