Eva Jørgensen: Jeg er blevet et gladere menneske
Det var et stort chok for Eva Jørgensen, da hendes mand, udenrigskorrespondent Steffen Knudsen, døde af den sjældne sygdom ALS i 2006 – kun et år efter, de var blevet gift.
Den tidligere TV-vært, som fylder 51 år i dag fredag, har kæmpet sig igennem sorgen, og hun kan i dag sige, at hun elsker livet. Og at hun ikke har fortrudt, at hun sagde sit job som nyhedsvært op for tre år siden.
- Jeg er blevet en lifesucker. Jeg skal have så meget ud af livet, som jeg overhovedet kan. Og jeg får ikke mest muligt ud af livet ved at tjene penge. Livskvaliteten ligger i kontakten med andre mennesker, siger Eva Jørgensen til Psykologi og tilføjer:
- Det lyder måske underligt, men overordnet er jeg blevet et gladere menneske. Måske fordi jeg ser de ting i livet, der er værd at være glad for. At min veninde er glad, at min søn har det godt.
Var sur i maven
Eva Jørgensen var ansat på DR i 20 år, men til sidst følte hun, at livet og hendes søn, Elias på otte år, gik forbi hendes næse, uden at hun fik noget ud af det.
- Jeg gik og blev mere og mere sur i maven over at skulle være så meget væk fra ham for at tjene penge, som jeg gav til en barnepige, som så kunne være sammen med ham, siger hun til magasinet og uddyber:
- Og det er helt klart en af de gode ting, der er kommet ud af hele den proces, jeg har været igennem: At jeg grundlæggende har fået et fuldstændig anderledes forhold til livet som sådan.