Efter 17 år: De unge mødre stopper
Vi har set dem gå gennem graviditeter, forelskelser, brud med kærester, sygdom, stridigheder med kommunen, vægttab, fødselsdage og bryllupper.
Men nu er det slut.
"De unge mødre" lukker og slukker efter 17 år og mere end 600 afsnit, oplyser Warner Bros. Discovery Danmark i en pressemeddelelse:
- Der er flere generationer af danskere, som er vokset op med De unge mødre på skærmen, og som har haft fornøjelsen af at se dem og deres børn vokse som mennesker og familier. Det helt særlige indblik, som det er at få lov til at følge de medvirkende i nogle af deres bedste og værste stunder, vil vi gerne takke dem alle for, lyder det fra nordisk programdirektør for Warner Bros. Discovery Pil Gundelach Brandstrup og fortsætter:
- Når det er sagt, mener vi, at det er den rette tid at stoppe, mens legen stadig er god. De unge mødre var både kontroversielt og nyskabende, da det tonede frem på skærmen i 2005, og et af vores erklærede mål er netop at udvikle formater, som kan udfordre seerne. Så det bliver et pænt farvel til De unge mødre, hvilket giver plads til, at vi kan bruge tid og energi på at udvikle nye formater, som måske kan blive deres tids ”De unge mødre”, men det er klart, at det bliver en tung arv at løfte.
Programmet blev sendt første gang i 2005, og siden er reportageserien blevet den længst kørende af sin slags i Danmark.
Men når den kommende sæson, som bliver nummer 34 af sin slags, har premiere senere i oktober, er rullet over skærmen, stopper programmet permanent efter hele 634 programmer.
Kaare Sand melder ud
Programmets vært, Kaare Sand, fortæller også i pressemeddelelsen, hvordan det påvirker ham at skulle sige farvel til "De unge mødre":
- Det er selvfølgelig vemodigt at sige farvel til et program, der har kørt så længe, men det er også med stor stolthed over den plads, De Unge Mødre har indtaget, i dansk tv-historie. Og selv om vi slukker kameraet for denne gang, så findes der stadig unge mødre rundt omkring i landet, som forsøger at få en hverdag til at fungere på godt og på ondt. Jeg er meget taknemmelig over den store tillid alle de medvirkende har vist mig og redaktionen i årenes løb. Det har altid været meget vigtigt for mig, at give et talerør til dem, der ikke altid bliver lyttet til i medierne, og det er jeg glad for er lykkedes hele vejen igennem, lyder det fra Kaare Sand.
Serien har gjort flere af de deltagende unge mødre landskendte - heriblandt Camilla Framnes, som mange danskere nok kender til. Hun var med i den populære serie i ni år, før hun i 2015 besluttede sig for at stoppe.
"De unge mødre" får snart premiere på sin 34. og sidste sæson. Følg med i sidste sæson fra 21. oktober på discovery+.