22. apr. 2009
Af af Signe Ravn
DR drømmer om at levere sjove serier
DR har tidligere forsøgt sig med komedie-serier af forskellig art, men uden det store held. Senest blev en otte millioner kroners-seriesatsning skrottet, fordi den ikke var sjov nok.
Foto: Lars H. Laursen
DR halter bagefter, når det kommer til comedy i programfladen, og det huer ikke kanalens dramachef.
Mens DR de seneste 10 år har pryglet konkurrenten TV 2 på drama-fronten, må DR lægge ryg til tørre tæsk, når det kommer til det sjove repertoire. Her er det nemlig TV 2, der styrer løjerne. Og det ærgrer DR's dramachef.
"Når krisen kradser, vil folk gerne have noget at more sig over, og de søger ofte til kunst og underholdning. Spørger du mig, om vi er sjove nok, må jeg ærligt svare. Nej, det er vi ikke," indrømmer dramachef Ingolf Gabold i B.T..
"Det irriterer mig i den grad, at en sit-com som f.eks. 'Klovn' ligger på TV 2. Der har ikke været så meget at grine af i DR Drama- Vi arbejder med planer om noget, der er en form for komedie, hvad enten det er en sit-com eller en 'dramady'," siger Ingolf Gabold til avisen.