Dick Kaysø opdraget med vold
Skuespilleren Dick Kaysø forberedte sig til den grumme rolle som verdens værste far i filmen "Himlen falder" om Tønder-sagen ved blandt andet at gå i hypnose og at tale med psykologer, der ved noget om den slags. Det er derfor, han nu med en hvis vægt bruger ordet selvværd om både misbrugets stakkels ofre og den personlige lektie, han selv har lært af at spille i den film, i den rolle.
- Jeg er jo selv "kvajet opdraget" i den forstand, at min stakkels mor slog mig og ignorerede mig stort set hver dag, fra jeg var helt lille, og til jeg endelig som 14-årig forlod familien og stak til søs. Så jeg blev en voksen uden selvværd, men det har jeg først erkendt nu. Jeg har konstateret, at jeg ikke magtede at være empatisk, at føle medlidenhed. At jeg ikke magtede at holde fast i et reelt familieforhold - og ja, dem har der været mange af. At jeg havde nogle af de træk, der normalt forbindes med psykopati. Ganske enkelt fordi mit selvværd var for lille...
- Men nu har jeg lært, at selvværd og selvtillid slet, slet ikke er det samme. Jeg læste bogen "Glade børn med højt selvværd" og talte i mange timer med bogens forfatter, Dan Svarre. Og jeg har konstateret, at min egen måde at leve og reagere på ville have været ganske anderledes, hvis jeg havde haft et større selvværd, siger Kaysø.
I BILLED-BLADET kan du i nummer 6/2009 læse et længere interview med skuespilleren.