Derfor vil Lotte Heise ikke giftes igen
Efter to bryllupper og to skilsmisser så er det slut med at stå brud, lyder det fra Lotte Heise, der indrømmer, at det at finde den rigtige mænd ikke har været hendes spidskompetence
Lotte Heise har været gift to gange og har de seneste ti år delt sit liv med Philip, som hun mødte, da hun og Martin, der er far til hendes to teenagesønner, var ved at gå fra hinanden.
Sidste efterår afsluttede hun sit forhold med Philip, og i dag er hun alene - der er ingen faste mænd i hendes liv, og det har hun det faktisk helt godt med.
- Jeg er ikke knækket, hvis nogen skulle tro det. Jeg oplever det ikke som et nederlag. Tværtimod. Det meste af mit voksne liv har jeg haft kærester. Jeg er gået fra det ene forhold til det andet. Så det føles faktisk ret godt ikke at have en fast én lige nu, siger hun i et stort interview med ugebladet SØNDAG.
De rigtige mænd er ikke min spidskompetence
Men ser man tilbage på hendes liv med mænd, så kunne man måske godt tillade sig at spørge om hun har været god til at finde de rigtige mænd?
- Det har måske ikke været min spidskompetence, siger hun og ler højt.
Da grinet har fortaget sig og alvoren er vendt tilbage til stemmen tilføjer hun:
- Men der er ingen af de mænd, jeg har været sammen med, som jeg ikke har været glad for at have i mit liv. Måske ikke lige ham, der slog mig. Men de andre. Jeg har kendt nogle skønne mænd. Og både mine børns far og Philip hører til den kategori, understreger hun.
Nej til endnu et bryllup
På et tidspunkt spurgte en af hendes venner: "Skal du så giftes igen?" Men nej, det skal Lotte Heise ikke.
- Jeg har haft to supergode bryllupper, og jeg var meget forelsket i begge de mænd, jeg giftede mig med. Derefter har jeg haft ti år sammen med Philip. Jeg er altså ikke sådan én, der bare flejner rundt. Jeg har bare ikke lyst til at stå i en eller anden kirke og sige ja én gang til, siger hun.