Cecilie Frøkjær skal skilles
"Ja, jeg kan bekræfte at vi har besluttet at gå hver til sit."
Tv-værtinden Cecilie Frøkjær har i dag kort bekræftet overfor Ekstra Bladet, at hun og hendes mand gennem syv år, Lars Daneskov, skal skilles.
Beslutningen har de taget i fællesskab, men hvad der præcis ligger til grund for skilsmissen, vil Frøkjær ikke ud med. Hun understreger dog, at hverken hun eller Lars har fundet sig en anden.
Parret har to fælles børn. Det var Cecilie Frøkjær første ægteskab, mens Lars Daneskov har været gift før og har også to børn med sin tidligere kone.
Tidligere i år vandt Cecilie Frøkjær BILLED-BLADETs store tv-afstemning og blev kåret til årets mest populære kvindelige tv-vært. Lars Daneskov blev landskendt som radiovært på P3 og har siden fungeret som studievært i flere sammenhænge.