Casper Christensen dagen derpå: Det var fantastisk
Det var noget af en bryllupsfest, der blev holdt for Casper Christensen og Isabel Friis-Mikkelsen på Papirøen tæt på Christianshavn i nat.
75 mennesker - de fleste af dem kendisser - blev overrasket med en ni-retters menu fra Umami og fest efter vielsen, der foregik Vor Frue Kirke.
Ingen af gæsterne vidste på forhånd, hvad der skulle foregå.
BILLED-BLADET fangede Casper Christensen på telefonen dagen derpå.
Bryllupsrejse på hotellet
- Det var en fantastisk aften med meget kærlige taler. Komikere skal være sjove til hverdag, så det gider de ikke være i sådanne situationer. Isabel holdt også en tale til mig, og den var meget rørende. Der blev fældet mange tårer fra min side. Alle kendte hinanden til festen, så det var umådeligt hyggeligt, fortæller han.
Gommen afslører, at de festede til klokken fem om morgenen, hvorefter brudeparret indlogerede sig på Hotel d’Angleterre.
- I dag skal vi lige spise en frokost, og så skal vi hygge os her på hotellet, hvor det næste stykke tid skal gå. Vi vil ikke tage på bryllupsrejse, når vi rejser så meget til hverdag, sagde en træt, men lykkelig Casper Christensen.