Stig Elling skal giftes
Stig Elling har fået ja til at blive viet med sin partner Steen Andersen i Frederiksberg Kirke. Og kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen er inviteret med.
- Vi er bare så glade og stolte, siger rejsekongen fra Startour til bt.dk.
Stig Elling har været en af frontkæmperne for, at bøsser skal kunne kalde sig rigtige ægtefolk og få kirkens velsignelse på lige fod med andre i årevis.
Nu har han og hans registrerede partner fået en aftale med Frederiksberg Kirke.
- Steen og jeg har været sammen i 28 år og været registrerede partnere i 18. Nu har vi fået lovning fra en sød sognepræst i Frederiksberg Kirke på, at vi kan blive rigtigt gift engang i foråret, fortæller en glad Stig Elling til bt.dk.
Rejsekongen blev så lykkelig over tilsagnet, at han resolut overrakte blomster til Manu Sareen og indbød ham til brylluppet.
- Jeg var inde og give ham blomster sammen med Torben Lund og Dennis Knudsen, den dag Manu Sareen besluttede, at vi kan gifte os i kirken på lige fod med heteroseksuelle. Det blev han meget rørt over, og Manu sagde, at han gerne ville komme i kirken til vores bryllup, når det skulle stå. Og det er vi selvfølgelig utroligt glade for. Så bliver det ekstra festligt, siger Elling til bt.dk.