Slut med pension - Stig Elling har fået nyt job
Stig Elling stiftede som 17-årig Fortun-rejser, og i 1980 stiftede han Sol-Rejser, der senere blev til Star Tour, hvor han i 1986 blev salgsdirektør. Den 1. februar 2015 overdrog han posten som salgsdirektør i Star Tour til en arvtager.
Men branchen har vist sig ikke at være så let at slippe for dansk rejsebranches nok mest profilerede navn, Stig Elling.
Tilbage i rejsebranchen
Seks måneder blev det til – så savnede cirkushesten manegen. For første gang i 50 år trak Stig Elling sig tilbage fra rejsebranchen, men nu er han tilbage - hos rejsebureauet Bravo Tours.
- De sidste 33 år har jeg været på hver eneste dag 24 timer i døgnet. Selvfølgelig har jeg savnet det, og det vidste jeg også ville ske. Jeg gik ikke på pension i januar, jeg tog en pause. Det har aldrig været min plan at lave ingenting. Det hverken kan eller vil jeg – jeg har stadig rigtig meget at byde ind med, men det bliver i et lavere tempo. Man må jo acceptere sin alder, siger Stig Elling i en pressemeddelelse.
Slet ikke færdig
De seks måneders pause har Stig Elling brugt på at tænke sig om. En ting var vigtig for ham; han ville ikke gå på kompromis. Han ville ikke bare vende tilbage, hvis det ikke føltes rigtig.
- Jeg skulle finde det helt rigtige. Et sted, der sætter pris på det samme, som jeg selv gør, vil det samme, og som jeg kan være med til at udvikle. Og så var jeg ikke længere i tvivl om, at Bravo Tours var det helt rette valg, siger han.
- Jeg er slet ikke færdig. Det er fantastisk at være tilbage og dele ud af sine erfaringer, siger Stig Elling.