Kjeld Kirk Kristiansen ejer heste for 100 mio.
En af Danmarks rigeste mænd, ejeren af Lego-koncernen, Kjeld Kirk Kristiansen, ejer heste for over 100 millioner kroner.
Kjeld Kirk Kristiansen har sammen med især to af sine børn, den 29 årige datter, Agnete Kirk Thinggaard, og sønnen, 35 årige Thomas Kirk Kristiansen, fire stutterier, der avler dressur- og springheste samt de berømte fuldblodsaraberheste. Alene det største af stutterierne, Blue Hors i Randbøl i Jylland, huser over 200 heste.
Men der er råd til det, skriver B.T. Kjeld Kirk Kristiansen er nemlig god for over 41 milliarder kroner.
Familien bag sko-imperiet Ecco har også tabt deres hjerte til hestene. Hanni Toosbuy Kasprzak arvede som enebarn en formue på 14, 7 milliarder kroner, og familien ses tit som sponsor ved danske ridestævner. Hanni Toosbuy Kasprzaks datter, Anna, er et stort ridetalent, og hun repræsenterede Danmark som dressurrytter ved OL i London sidste sommer.
Også brillekongen Louis Nielsen og hans hustru begyndte for nogle år siden – efter de solgte brillekoncernen – at bruge mange penge på hestesporten og avl af dansk varmblodsheste.
Endelig er også den tidligere ejer af ejendomsselskabet Keops, Ole Wagner og hans hustru, Lone, bidt af en gal hest. De har i samarbejde med topdressurrytteren Andreas helgstrand en dressurstald i 50 millioner kroners klassen i Nordsjælland, hvor mange kostbare heste avles og trænes.
Det er alt sammen noget, som dansk hestesport og hesteavl nyder godt af, fortæller Thomas Bach Jensen, der er pressechef i hesteavlsforbundet Dansk Varmblod. Også formanden for Dansk Rideforbund, Ulf Helgstrand, der er far til OL-rytteren Andreas Helgstrand, siger til B.T., at han ikke er i tvivl om, at især Kjeld Kirk Kristiansen har haft stor betydning for dansk ridesport.
- Han betyder rigtig meget – og på den positive måde har han påvirket især hestematerialet igennem avlen, siger Ulf Helgstrand.