Andrea Elisabeth Rudolph på ekspedition for en god sag
Andrea Elisabeth Rudolph, tidligere "Vild med dans"-vært og nuværende indehaver af firmaet Rudolph Care, tager med på "Expedition Denmark".
Her skal hun, sammen med stifteren af "Plastic Change", Henrik Beha Pedersen, undersøge havet for indhold af plastic.
Ekspeditionen er iværksat af den hollandske organisation "By The Ocean We Unite" i samarbejde med danske "Plastic Change", og formålet er at undersøge havvandet for plastic og samtidig gøre opmærksom på de voksende problemer med plastic i havet.
Barndomssomre ved havet
42-årige Andrea Elisabeth Rudolf, som har firmaet Rudolph Care, der fremstiller eksklusive økologiske hudplejeprodukter, har stor kærlighed til havet.
- Jeg har i min barndom altid tilbragt mine somre ved havet. Og som voksen er det stadig et helle for mig. Jeg elsker at havbade i de tidlige morgentimer – det er her, jeg finder min energi og glæde, fortæller Andrea Elisabeth Rudolph i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Derfor er det frygteligt at se, hvor meget plastic man møder hver eneste dag og vide, at plastic ikke forgår, men bare bliver nedbrudt til mindre stykker, som kan gøre meget skade.
Vægt på bæredygtighed
I sit eget firma lægger Andrea Elisabeth Rudolph stor vægt på bæredygtighed.
- Jo mere vi producerer og sender på markedet, jo større ansvar har vi. Derfor er jeg med på denne sejlads, så jeg kan blive klogere på, hvilke udfordringer vi står over for, og hvordan vi kan få et bæredygtigt forbrug af plastic, forklarer hun.
Fra Skagen sejler skibet til Roskilde, København og Marstal. Med ombord er filmfolk og forskere, som gennemfører videnskabelig forskning og er med til at øge den globale bevidsthed og aktivere mennesker, organisationer og regeringer til at arbejde på løsninger på et globalt problem med plastic i havet.