21. apr. 2008
Af af Signe Ravn

Bullock i trafikuheld

https://imgix.billedbladet.dk/media/billedbladet/kendte/nyheder/sandra-bullock/bullockmand.jpg
Sandra Bullock og hendes mand, Jesse James, har været involveret i et trafikuheld. De kom ikke til skade.

Normalt er det Hollywood-stjernerne selv, der kører spritkørsel, men ikke dronningen af den romantiske komedie Sandra Bullock. I fredags slap både hun og manden Jesse James uden men efter et frontalsammenstød med en spritbilist.

Hverken Sandra Bullock eller hendes mand sad bag rattet, da uheldet skete 21.50 fredag aften. De blev kørt af en chauffør og var placeret sikkert på bagsædet. Uheldet skete, da den 64-årige Lucile Gatchell forvildede sig over i den modkørende trafiks kørebane og stødte frontalt sammen med den firhjulstrækker, som Bullock befandt sig i.

Skuespillerindens chauffør 55-årige Mark Hussey forsøgte uden held at undvige. Heldigvis kørte han kun cirka 50 km/t, og det har forhindret mere voldsomme materielle skader eller personskade.

Uheldet fandt sted i Gloucester, Massachusetts, hvor Bullock filmer den romantiske komedie The Proposal i øjeblikket.

Bullocks talsperson Cheryl Maisel bekræftede uheldet overfor E!News og udtalte:

"De har det begge fint."

Synderen Lucile Gatchell skal derimod en tur i retten tirsdag. Hun er sigtet for spritkørsel og for ikke at holde sig i den rette kørebane.

De omkom i trafikken

Tidligere har en del andre stjerner været mindre heldige i trafikken. Hitchcock-skuespillerinden Grace Kelly, der senere blev fyrstinde af Monaco, omkom i et trafikuheld i 1982.

Samme skæbne led danse-pioneren Isadora Duncan i 1927. Hendes lange tørklæde blev viklet ind i hjulet på den bil, hun var passager i, og hun blev slynget ud og slæbt efter bilen.

Legenden James Dean fik en fartbøde to timer før, at han døde, da han i høj fart kolliderede med en anden bil i Californien i 1955.

Lisa 'Left Eye' Lopes fra pigegruppen TLC døde i et trafikuheld i Honduras i 2002.

Læs mere om: