Bodil Jørgensen klar til Cirkusrevyen: Har arvet noget helt særligt fra Lisbet Dahl
Der var stjernetræf på Bakken i Klampenborg søndag eftermiddag, hvor årets nye hold i Cirkusrevyen mødtes for at skyde den kommende sæson i gang og holde det første forfattermøde.
En af debutanterne på holdet er ”Badehotellet”-stjernen Bodil Jørgensen, og hun glæder sig til at stå på scenen med Niels Olsen, Niels Ellegaard, Merete Mærkedahl og Mads Knarreborg til foråret.
Både ny og gammel
Bodil Jørgensen har stået på scenen mange gange i løbet af sin karriere, men ikke i Cirkusrevyen.
Hun er den nye kvinde på holdet, efter at Lisbet Dahl valgte at stoppe sidste år. Og hun kommer dagligt til at blive mindet om revyveteranen, når hun er på Bakken.
Bodil Jørgensen har nemlig arvet en helt særlig ting fra Lisbet Dahl.
- Jeg har fået Lisbets garderobe, og det er jo meget fornemt! Der er noget at leve op til, men det skal ikke fylde for meget. Jeg er ny, men jeg er jo også gammel. Jeg er 61 år, lød det med et grin fra Bodil Jørgensen, da BILLED-BLADET mødte hende i garderoben.
- Det er stort, men samtidig tænker jeg også ”hvor er det dejligt, at det er så gøgleragtigt herude”. Det føles næsten som at sidde i et skur, tilføjede hun med et smil.
Cirkusrevyen har premiere torsdag den 11. maj 2023 og spiller frem til den 27. august.