Bjørn Tidmand har let til tårer
For fire år siden fik Bjørn Tidmand den skræmmende diagnose lungekræft. Heldigvis blev spillemanden erklæret rask efter en operation, men sygdommen ændrede ham. Tidmand indrømmer nemlig, at han, siden den gang, græder jævnligt.
"Siden operationen har der ikke skullet ret meget til. Bare det, at du spørger, gør, at jeg mærker tårerne i øjenkrogene. Men jeg har sjovt nok også fået lettere til grin. Jeg er blevet mere emotionel, kan man sige. Og det er på en måde ganske frigørende," fortæller Bjørn Tidmand i Familie Journal.
Og den folkelig popmusiker er ikke i tvivl om, hvad han ønsker sig af fremtiden: "At have det godt med Jytte. Og så et godt helbred fremover. Jeg er jo ikke helt gået fri. Men det gør de færreste. Og jeg satser på en stribe gode år at leve i," fastslår Bjørn i ugebladet.