Alexander Kølpin handler hus for millioner
Ifølge tinglysningen satte den 49-årige tidligere balletdanser og nuværende hotelejer i maj sin underskrift på et skøde, der gjorde ham 11.680.000 kr. fattigere og et rækkehus i København rigere.
Det skriver Boliga Kendte.
For pengene har han fået en 170 kvadratmeter stor bolig i Kartoffelrækkerne på grænsen mellem Østerbro og indre by, og han kan samtidig glæde sig over, at han fik sælgeren til at gå en anelse ned i pris.
Udbudsprisen lød nemlig på 11.875.000 kr., så det lykkedes ham at slå ca. 200.000 kr. af prisen.
Stor handel
Alexander Kølpin er ikke uvant med at håndtere store pengemængder på boligmarkedet.
I 2011 solgte han sin pragtejendom i Rungsted nord for København for 24,5 mio. kr. efter et prisnedslag på 5,4 mio. kr.
Det var på daværende tidspunkt en af årets største villahandler.
Aktuel på Bellevue
Alexander Kølpin er – foruden sit ejerskab af Helenekilde Badehotel i Tisvildeleje – beskæftiget med en række projekter i balletgenren.
Blandt andet er han idémand og instruktør bag sommerballetten på Bellevue Teatret, hvor sangeren Mads Langer fortolker sin musik og sine tekster live på scenen i samspil med seks dansere.