Grev Ingolf og grevinde Sussie om dronningens store aften: Derfor er dagen også stor for os
Søndag aften kulminerer fejringen af dronning Margrethes regeringsjubilæum med et gallataffel på Christiansborg Slot.
Foruden det officielle Danmark deltager naturligvis også dronningens familie – heriblandt hendes fætter grev Ingolf og hans hustru, grevinde Sussie.
Majestæten gør det godt
Parret så frem til en fantastisk fejring, der også betyder noget ganske særligt for dem.
- Det er som om, der danner sig en ring nu, for 50-året betyder også noget for vores gren af familien, for i 50 år har folk spurgt greven, om han var ked af, at han ikke blev konge, fortalte grevinde Sussie til BILLED-BLADETs reporter på Christiansborg Slot.
- Han har fra begyndelsen sagt, at det var han ikke, for majestæten gjorde det så godt. Og det har han jo ret i! Det er en stor dag for os også, fortalte hun videre.
Da grev Ingolf blev født i 1940, sagde tronfølgeloven fortsat, at det kun var mænd, der kunne arve tronen, og det var dermed ham, der stod til en dag at blive konge.
I 1953 blev tronfølgeloven ændret, og det betød, at det i stedet var hans jævnaldrende kusine Margrethe, der kunne se frem mod en dag at blive regent.
Det har hun været i nu 50 år, og for greveparret af Rosenborg betød det meget at være med til den store fejring.
Se billederne af de mange flotte gæster til gallataflet her: