Grev Ditlevs datter med rørende ord til begravelsen: På gensyn far!
Familie og venner var mødt op for at tage en smuk afsked med grev Ditlev Knuth-Winterfeldt, som begravedes fra Faxe Kirke.
Ved båren i kirken tog grevens datter Amalie ordet.
Amalie elskede sin far
Amalie fremhævede i en stærk tale sin fars gode humør og hans fantastiske evne til at støtte, når der var allermest brug for det.
Grev Ditlev gav sin datter tryghed og kærlighed og kunne altid berolige og trøste Amalie, når hun var ked af det.
Det var ifølge Amalie en gave at have en far, der elskede sin datter så højt, og som selv i den sværeste tid havde overskud til at sprede glæde til andre
Amalie fortalte desuden, at grev Ditlev altid kunne få hende til at grine, og selv til allersidst på sygehuset i Roskilde kunne greven komme med små sjove kommentarer.
Var ved grev Ditlevs side den sidste tid
Amalie Knuth-Winterfeldt fortalte ved båren, at hun var ved grev Ditlevs side den sidste tid.
I de seks uger hendes far var indlagt, var hun hos ham hver dag og overnattede også på hospitalet.
Som afslutning på sin tale ved båren gav Amalie igen udtryk for sin kærlighed til sin far.
– På gensyn far, sagde Amalie, og hun havde mere på hjerte.
– Jeg har mistet min bedste ven, men du vil altid være i mit hjerte, lød det fra Amalie, der på den svære dag havde sin mor Vibeke ved sin side og også mange gode venner.