Er rejst til Østrig: Grevinde Alexandra julehygger med sin 89-årige mor
Grevinde Alexandra er lige nu på besøg hos sin 89-årige mor, Christa Manley, som bor i Østrigs hovedstad Wien.
Det bekræfter grevinde Alexandras presserådgiver, Helle von Wildenrath Løvgreen, tirsdag til BILLED-BLADET.
- Hendes mor er præget af alderen, og grevinde Alexandra er taget derned for at julehygge med hende og drage omsorg for hende, lyder det fra Helle von Wildenrath Løvgreen.
Grevinde Alexandras far, Richard Manley, døde efter kort tids sygdom i 2010 som 85-årig.
Et nært forhold
Grevinde Alexandra har altid haft et meget nært forhold til sine forældre, som i en periode, da prins Nikolai og prins Felix var små, flyttede ind på Schackenborg Slot fra millionbyen Hongkong.
De flyttede dengang ind i en specialindrettet lejlighed i portnerboligen tæt på slottets hovedbygning, så de kunne være tættere på deres datter og deres børnebørn.
Boede der i seks år
Manley-parret boede næsten seks år på Schackenborg, og selv efter Alexandras skilsmisse fra prins Joachim blev parret boende i en periode.
Elskede bedsteforældre
I et stort interview med prins Nikolai og prins Felix tidligere på året fortalte de om deres elskede bedsteforældre.
- Jeg kan stadig huske, at de på et tidspunkt flyttede til Wien, hvor vores bedstemor er fra. Men dengang de stadig boede på Schackenborg, kan jeg huske, at når vi var dernede, så var morgenmaden som regel hos dem. Og så sad vi alle sammen og hyggede, fortalte prins Felix.