17. maj. 2022
Af Stine Schou

Caroline Flemings søster i tårer: Der er intet at vise frem

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/20190130_lhl9528_0.jpg
Foto: Lars. H. Laursen
Caroline Fleming ryddede i sidste uge Valdemars Slot for al inventar, som hendes søn har arvet. Det efterlader hendes lillesøster med et tomt slot.

Tiden, hvor Valdemars Slot var åbent museum for offentligheden, er slut. Det meddelte Louise "Duddi" Albinus, da hun mandag holdt åbent hus på slottet for de lokale. Det skriver Fyns Amts Avis.

Mandag var dagen efter, Louise Albinus overtog slottet efter at have købt sin søster ud. Få dage forinden havde Caroline Fleming tømt slottet for indbo, der retmæssigt er hendes søns arv.

- Derfor håber Nikolaj (Albinus, ægtefælle, red.) og jeg meget på jeres forståelse og opbakning, når jeg siger, at slottet ikke kan forblive åbent som museum. For der er ganske enkelt ikke noget at vise frem, sagde Louise Albinus fra trappens øverste afsats til de fremmødte.

Louise Albinus havde undervejs brug for at tørre øjnene med en serviet, for det var en følelsesmæssigt svær dag for hende.

Efter at have lyttet til forslag fra de fremmødte og taget imod deres lykønskninger med overtagelsen af slottet, rundede Louise Albinus af med at fortælle om, at det var forbundet med store følelser at se, hvor få møbler der var tilbage i slottets hovedbygning, der er på mere end 6000 kvadratmeter.

Slottet, der har været i familiens eje siden 1678, testamenterede Louise og Carolines far, Niels Krabbe Iuel-Brockdorff til Caroline Flemings ældste søn Alexander.

Da slottet var plaget af en stor milliongæld, mente Caroline Fleming ikke, at det var et passende ansvar at overdrage til et ungt menneske. Hun overtog derfor hans plads og skulle drifte slottet sammen med sin lillesøster. De blev dog uenige om et regnskab, som Caroline Fleming to gange afviste at godkende.

https://imgix.billedbladet.dk/20210220_jsu5283_1.jpg
Valdemars Slot.
Foto: Jesper Sunesen

Tvangsauktionen blev afvægret, da Louise Albinus fik rejst penge til at købe Caroline Fleming ud i april. Men inventaret var altså retmæssigt Alexander Flemings arv. Den er nu kørt væk i flyttebiler og kommer efter sigende på auktion hos Bruun Rasmussen til efteråret.

Læs mere om: