Åh nej! Uheld sætter royal kjoledesigner ud af spil kort før tronskiftet
De fleste danskere holdt nok vejret hjemme i stuerne, da dronning Margrethe under sin nytårstale annoncerede, at hun søndag den 14. januar abdicerer og frivilligt overlader tronen til kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.
Tronskiftet finder sted om blot få dage, men det bliver ikke i et design af Jesper Høvring, vi på den historiske dag kommer til at se Danmarks kommende dronning.
Det fortalte kjoledesigneren, da BILLED-BLADET tirsdag mødte ham til bogreception på "Skærmsund".
– Jeg ved ikke noget, men det er jo en balkonscene. Det er jo ikke galla, der er ikke taffel, så jeg tænker umiddelbart noget kort og en frakke, lyder det indledningsvis fra Jesper Høring om det look, han forventer at se kronprinsessen i på søndag.
Jesper Høvring kan desuden berette, at han fra torsdag den 11. januar kigger ind i en periode på seks uger, hvor han er sat ud af spil.
– Jeg har en skulderoperation, der skal udføres på torsdag, så jeg er sat ud af spillet i seks uger. Jeg har sprunget et ledbånd i min skulder. Det er et år siden, jeg faldt, da jeg var ude og løbe. Så nu kan det ikke være anderledes, forklarer Jesper Høvring om skaden.
Det var kortvarigt på tale at flytte skulderoperationen, da Jesper Høvring blev bekendt med dronningens abdikation, men da der ikke blev annonceret hverken galla eller taffel i den forbindelse, vurderede kronprinsesse Marys kjoledesigner, at han fint kunne gennemføre den planlagte operation.
- Butikken kører videre. Vi har stadig – heldigvis – masser af kunder. Det er noget, vi har planlagt os ud af, og det er sådan, det må være. Operationen er også lagt på det her tidspunkt, fordi det er vores lavsæson.