Camilla Framnes og Dennis Frøstrup lever i en sammenbragt familie: Sådan fungerer deres sønner sammen
Januar har været en stor måned for Camilla Framnes og kæresten Dennis Frøstrup.
Det gælder også for deres børn.
Camilla Framnes har sønnerne Oliver, 18, Sebastian, 14, og Viktor, 8, mens Dennis Frøstrup har sønnerne Noah, 8, og Oliver, 5.
Parret har nemlig købt et nyt hus, hvor der er plads til at bringe deres to familier sammen.
Ind til nu har de dog boet sammen i Dennis Frøstrups gamle hus, som nu er solgt.
Det er ikke altid helt nemt at sætte to familier sammen, men meget stolt kan Camilla Framnes og Dennis Frøstrup se deres sønner trives sammen.
- Vi har heldigvis nogle ret ligetil drenge. Det er nok også ret typisk for drenge, at de har de samme interesser. Og så er vi så heldige, at Viktor og Noah begge to er 8 år, fortæller Dennis Frøstrup til BILLED-BLADET.
- De er bare pot og pande de to, bryder Camilla Framnes ind med.
Der er mange ligheder mellem sønnerne, men Dennis Frøstrups yngste skiller sig lidt ud med sin alder. Det er dog ikke noget der rører ham, eller hans fire ældre søskende.
- Så har jeg jo lidt en efternøler på fem år. Står han overfor Oliver på 18 år, tror han jo selv, han er 18 år oppe i hovedet. Står han overfor Sebastian på 14, er han 14 oppe i hovedet. Og står han over for de to andre, er han 8 år. Han er bare ligeglad og følger med. Nu var de lige ude at blive klippet en weekend. Oliver har jo fået kørekort, så tog de afsted sammen, forklarer han.
- Vi stod også og kiggede på hinanden, tilføjer Camilla Framnes og signalerer, at de to forældre blev rørt.
- Det var ret rart. De er blevet trygge ved hinanden. Det var dejligt, konstaterer Dennis Frøstrup.