Bodil Jørgensen jubler over 25 års kærlighed, men peger på én nedslående ting
62-årige Bodil Jørgensen er for tiden aktuel i biograffilmen ”Rom”.
Her spiller hun rollen som Gerda, der har været gift med sin mand, som bliver spillet af Kristian Halken, i 40 år.
Det fejrer de med en weekendtur til den italienske storby.
I privaten har Bodil Jørgensen også haft et langt forhold til sin bedre halvdel Morten Søborg.
De kan nemlig markere en stor milepæl i år, og det får skuespilleren til at tænke på den mere sørgmodige del af, at de har været sammen så længe.
- Det er i år, at vi har kendt hinanden i 25 år. Det er utroligt!, understreger hun over for BILLED-BLADET.
- Vi får jo mere og mere fortid og ikke så meget fremtid tilbage, så det gælder om at være taknemlig for alle de dage, man får, og sige tak for en god dag. Tak for, at vi er nået så vidt. Det synes jeg, vi er gode til, uddyber hun.
Skuespilleren peger på, at deres kærlighed har holdt, fordi de har besluttet sig for at være sammen.
- Forelskelse kan en tosse jo næsten finde ud af, men det der med at leve et langt liv sammen, det er sværere, og det er også et valg, fortæller hun.
Bodil Jørgensen og manden har sønnen Østen og datteren Rigmor sammen.
Derudover er Bodil Jørgensen også mor til sønnen Johannes.